Ingredienser:
4-6 personer ca. ½ liter friske mynteblade 2½ dl mælk ½ 1iter fløde, delt i to 200 g sukker en knivspids salt 6 æggeblommer 200 g mørk chokolade (50-70%)
| Vejledning:
Skyl myntebladene og put dem i en kasserolle. Overhæld mynten med mælken og 1/4 liter fløde. Varm op, men hold massen lige under kogepunktet. Mynte fra haven er stærkt, mens købt mynte kan være så mildt i smagen, at det er nødvendigt at blende massen, for at få en kraftig myntesmag. Lad massen køle af i minimum en halv time. Sigt derefter massen, og brug evt. et klæde, hvis mynten er blendet. Væsken skal være lysegrøn og uden stykker af mynte. Hvis du hælder væsken gennem et viskestykke/ saftsi, så husk at vride det godt, så alt smagen kommer med.
Hæld massen tilbage i kasserollen sammen med sukker og salt. Varm op (igen uden at koge) til alt sukkeret er opløst. Tag det af varmen.
Pisk æggeblommerne i en anden skål, og hæld, imens der piskes, den varme væske langsomt ned i, så æggeblommerne ikke koagulerer. Når der er blandet, hældes det hele tilbage i kasserolle.
Kasserollen sættes nu igen på varmen og varmes forsigtigt op til massen bliver tykkere. Massen bliver tykkere, og den får en anden lyd, når man rører rundt i den. Den er klar, når den kan dække bagsiden på en ske. (Bliver massen for varm, koagulerer æggeblommerne og bliver til små klumper. Sker det, så hældes massen igen gennem et klæde.)
Tag gryden af varmen, og hæld den sidste 1/4 liter fløde i massen, for at køle ned, så restvarmen fra gryden ikke får æggeblommerne til at koagulere. Sæt massen i køleskabet
Når massen er helt kølet af, køres den i ismaskine eller hældes i en skål, og der røres i isen mindst en gang i timen, så den ikke fryser i nåle.
Når isen er ved at være frosset tilsættes den hakkede chokolade. Chokoladen tilsættes først tilsidst for at have chokoladestykkerne i relativ hel figur, og så træder isens flotte grønne farve også tydligere frem.
Når isen skal spises, tages den ud af fryseren et kvarter før servering og sættes i køleskabet.
Opskriften er lagt op med tilladelse fra Anne Heinze - besøg hendes blog på www.anneheinze.dk for flere gode og spændende madopskrifter og anmeldelser.. |
Kommentarer